Kultfilmen ’Abernes Planet’ har helt sikkert fået mange af os til at tænke: …Hvad nu hvis?

Et spørgsmål som pludselig er blevet væsentligt mindre hypotetisk.

Forskere fra USA og Kina har nemlig tilføjet stamceller fra mennesker til befrugtede æg fra en makak-abe.

Det er første gang nogensinde, at menneskeceller blandes med embryoner (tidligt stadie af fostre) fra aber.

Resultatet er en såkaldt kimære. Det er betegnelsen for et sagndyr, som er sammensat af komponenter fra flere forskellige dyr.

Men selvom en ’menneske-makak’ i sig selv lyder rimelig grundvolds-rystende, er det kun toppen af isbjerget.

Det fortæller Poul Hyttel, som er professor på Københavns Universitet, hvor han forsker i befrugtning og stamceller.

- Forskerne skriver klart og tydeligt, at visionen er at dyrke menneske-organer i de her kimærer i fremtiden. Planen er, at stamcellerne fra os mennesker skal gå ind og danne velfungerende organer, som vi kan bruge til transplantationer, siger han.

’En skræmmende etisk glidebane’

Poul Hyttel er meget betænkelig ved ideen om at dyrke organer i levende dyr, som vi derefter kan høste, når det passer os.

En bekymring, som bakkes op af Gorm Greisen, der er professor i pædiatri og tidligere formand for Etisk Råd.

- De etiske alarmlamper blinker i forhold til det her projekt. Det kan godt være, at det lige nu er på et tidligt stadie, men det kan blive en glidebane, og vi taler om nogle grænser, jeg ikke mener, at vi bør krydse, siger han og fortsætter.

- Når nu det her er lykkedes, er der mindre, som forhindrer dem i at tage tingene skridtet længere næste gang. På den måde kommer det ene til at tage det andet, uden at der bliver stillet spørgsmålstegn.

Går man skridtet videre med projektet, er det umuligt at sige, hvordan menneskecellerne har påvirket det foster, de bliver en del af, fortæller Poul Hyttel.

- Hvis man lader fostrene fortsætte deres udvikling, vil det ikke være umuligt, at kimæren vil have flere menneskelige egenskaber. Man risikerer for eksempel at stå med nogle meget bevidste væsner, som kan have kognitive færdigheder, siger han.

En situation, hvor ’makak-mennesket’ i højere grad kan forstå, hvad der sker omkring den, er et tydeligt tegn på, at det er for farlig en vej at gå ned ad, siger Gorm Greisen.

- Én ting er det store etiske dilemma i at bruge levende dyr som organhylstre. Aber er i forvejen bevidste og tænkende. Hvis det bliver forstærket, kommer det også til at udfordre grænsen mellem dyrerettigheder og menneskerettigheder. Det kan blive meget svært.

Hvor tæt er vi på en organ-farm med levende dyr?

De befrugtede makak-æg i forsøget blev destrueret efter 20 dage.

På det tidspunkt var de stadigvæk på et meget tidligt stadie i deres udvikling, og derfor ved vi ikke, om menneskecellerne var fortsat med at overleve i fosteret på langt sigt, fortæller Poul Hyttel.

- Det var en relativt lille procentdel af embryonerne, som bestod af menneskeceller. Kun omkring syv procent. Med det ’blandingsforhold’ er det svært at forestille sig, at de menneskelige celler vil være fremtrædende i kimæren på den lange bane, siger han.

Scenariet med at dyrke menneskeorganer i abekroppe er altså ikke lige rundt om hjørnet.

Står det til Gorm Greisen, bør det heller ikke komme dertil.

Men selv hvis det gjorde, ville der også blive problemer med at bruge disse organer, fortæller han.

- Etikken i at give patienter organer, som er dyrket i aber, vil indeholde de ubekendte risici, der altid er med ny behandling. Dét, vi ikke ved, og det vi ikke kunne forestille os. Historien viser, at bivirkninger kan være uforudsigelige, siger han.

Det synspunkt deler Poul Hyttel.

- Der ville med stor sandsynlighed være ’abe-afsmitning’ på de organer, som blev dyrket på den måde. I forsøget kan man se, at abeceller og menneskeceller ’snakker sammen’ – og det kan skabe nogle organfunktioner, som vi ikke aner, hvordan menneskekroppen vil reagere på, siger han.

’Det ville være mere ’acceptabelt’, hvis det var en gris’

Vi slagter og spiser dyr hver eneste dag.

Det har i lang tid været en naturlig del af at få mad på bordet, og derfor har vi dannet et særligt forhold til at dræbe husdyr som grise eller køer, siger Gorm Greisen.

- Vi er vant til at avle og spise vores husdyr. Vores almindelige moral rummer det, og vi ved jo godt, hvad der ligger bag, når vi spiser en flæskesteg. Men det ville være noget andet med aber, tror jeg. Vi mennesker er meget fleksible med vores moral, men i vores del af verden er aber noget andet.

Poul Hyttel tror heller ikke på, at vi nogensinde kommer til at se organ-farme, hvor aber bliver brugt til at dyrke en nyre eller et sæt lunger.

Til gengæld kan det ikke udelukkes, at forskerne kan ’gå tilbage til grisen’, mener han.

- Hvis forskerne på et tidspunkt har lært så meget om organernes dannelse, at de kan lykkes med at overføre den viden til at dyrke dem i grise, vi det måske møde mindre modstand. Grise er et ’mere sikkert’ valg i forhold til at møde etiske udfordringer, og fysiologisk set passer de bedre til vores organer, siger han.

Hvis man fjerner ’arts-moralen’ fra ligningen, lyder ideen om at kunne dyrke organer og redde menneskeliv tiltalende, indrømmer Gorm Greisen.

Men den nye forskning er ikke den rette vej at gå, siger han.

- Mens jeg sad i Etisk Råd, skulle vi tage stilling til legalisering af aktiv dødshjælp. Det er et emne, hvor jeg sagtens kan se, at der findes tilfælde, hvor det er det rigtige at gøre – men at legalisere det, f.eks. for voksne med alvorlig sygdom som selv ønsker det, vil overskride en grænse, hvor det bliver svært at argumentere for, hvorfor det så ikke også skal være lovligt for svært syge børn, psykisk syge, demente gamle, og dem der ved at de er til besvær, siger han og fortsætter.

- På samme måde bør man her kunne finde en anden vej, hvor organerne ikke skal dyrkes i levende dyr, som vi avler til formålet. Lige meget om det er grise eller aber.