En hær af Charlier

Det er snart ikke til at være for Charlier nogen steder. Her står man oppe på torvet i Nykøbing F og er faldet for sin ellers aflagte last: en fransk – fransk, ja – hotdog. Så er der en, der skubber til en, man vender sig om, ikke aggressiv, bare nysgerrig, og må konstatere: nå, her er han altså også! Charlie. »Dav Charlie,« siger man, jeg hedder Bent. Han svarer ikke, han er sulten og skal have en medister med sennep. »Ingen ketchup,« siger han. »Måske fordi ketchup ligner teaterblod,« tænker jeg. »Hvad mon der er i vejen med mig?« tænker jeg videre mens jeg spiser min franske hotdog. Med ’almindelig’, dressing altså, det er nu engang, hvad jeg har fantasi til. Jeg skriver også romaner om det almindelige, sådan set må det være svært at finde noget, der er mere røvkedeligt end mig. Sådan en fransk hotdog, svinekød i tube med brødomslag, kan man også få nede i Gågadens grill, der hedder Downtown. Den ejes og bestyres af muslimer. Men hvad der er i vejen med mig? Det er nok, at jeg ikke er Charlie. Det er ikke mit navn. Alle andre hedder Charlie, det gør jeg ikke. Jeg hedder Bent, Bent af Benjamin via den latinske form Benedictus. Med sådan et navn kan man blive pave. Det skulle betyde ’den velsignede’ eller ligefrem ’den, hvorom der kun er at sige godt’. Det er måske nok lidt overdrevent, i mit tilfælde mener jeg, men så har man noget at leve op til. Et navn forpligter. Bent forpligter. Forpligter Charlie? Og til hvad – hvis det gør. Charlie, siger jeg til ham, der skubbede til mig. Det der Charliepis, hvad skal det overhovedet være godt for? Du er sgu da ikke mere Charlie end jeg er. Der fik jeg ham, kunne jeg mærke. Han dukkede hovedet. Nå nej, sagde han. Det falsterske kødhoved! Svinekød med brødomslag. Je suis, det er da utroligt så mange, der pludselig kan fransk. Jeg kan kun fransk som i fransk hotdog. Det bliver man ikke mæt af.

’Je suis modig’

Man kan godt hedde Vammen. Til efternavn. Nicolai Wammen. Det hedder forsvarsministeren. I dag er vi alle franskmænd, sagde han efter attentatet mod satirebladet i Paris. Det var sobert, synes jeg. Ordentligt. Det er sådan noget man kan sige til folk, der er ramt af en tragedie. Det gælder også de første Charlier, der dukkede op i bybilledet. En spontan reaktion. Men når de bliver ved med at dukke op, er det blævret, selvfed mainstream. Banal mode. Der kunne lige så godt stå ’je suis Bilka’ eller ’je suis almindelig idiot’ for den sags skyld. Og lidt efter lidt bliver Charlie da utvivlsomt pillet af jakkelommen, måske ligefrem lidt skamfuldt. Charlie er jo også blevet synonymt med mod. Mod af en slags. Og hvor meget ’je suis modig’ er der egentlig ved et almindeligt menneske? Noget, det er ikke det. Under visse omstændigheder temmelig meget endda. Men sådan i almindelighed? Man kunne jo spørge Charlierne: nå, så laver du måske også en Muhammedtegning?

Men ret skal være ret: hæren af Charlier ikke det værste. Det værste er skrålet om hel og ubetinget, uhæmmet og hjerneløs ytringsfrihed. Folk der tror terrorisme skal forstås som en teologisk strid mellem islam og kristendom. Alle der ved noget om det fortæller samstemmende, at årsagerne til terror er historiske og politiske, det religiøse spiller kun en meget lille rolle. Som påskud og propaganda. Men det er også godt nok for ytringsfundamentalisterne. Fra bodegaens dyb og fra de fortænkte studerekamre fra tiden før Georg Brandes rejser der sig et råb om at jøderne, nej muslimerne selvfølgelig, skal udvises af landet. De er det sande ugræs, der er føget ind over hegnet. Roden til alt ondt. Nu er der ikke ret meget tilbage af den franske hotdog, man er stadig sulten, men en til – går det an? Nej, det går ikke an. Man når lige at tænke, at det da heldigvis ikke er de store folkemasser, der står i flok og følge og lytter til ytringsfrihedens frontløbere. Det er en svindende masse. Og nogle af frontløberne er også blevet lidt usikre i blikket. De rømmer sig lidt vel meget. De havde håbet, måske også troet på større tilslutning til deres ideer. Men man kan ikke stole på Charlierne. De kender alle sammen en Akmed eller en Muhammed, deres nabo hedder Hassan og er en udmærket fyr. Hvor skal han sendes hen? Han er født ovre i Sundby. Og hvorfor skal vi drille ham med hans religion? Hvad rager den os?

Gode katolske dyder

Nej, en til fransk hotdog på Torvets grill, det er at gå til yderligheder. Spægelse og afsavn, gode katolske dyder. Hvis jeg en dag virkelig blev udnævnt til pave, den syttende Benedictus i så fald, måtte jeg jo hellere konvertere til katolikkerne i en fart. Der ligger en katolsk kirke i mit nabolag, og der er rigeligt med katolikker hernede, jeg vil ikke blive den eneste. Hellere pave end islamkritiker af Hedegaard-typen. Men det vigtigste er ellers, at når man har kigget lidt på det lort boghandleren har udstillet i vinduet – Linse, hvad er det for noget? Forfatteren hedder Holbek, det ligner en stavefejl – og går ned ad Gågaden, så kommer man jo lige forbi Downtown. Spægelse og afsavn må altså vente til en anden dag. Der er både borde og stole på Downtown, men også en masse skolesøgende ungdom, så jeg sætter mig aldrig. Jeg gider ikke at høre på skolesøgende ungdom, mens jeg spiser. En fransk hotdog, bestiller jeg hos personalepersonen bag disken. »Hvad for en dressing vil du have i?« spørger han. ’Almindelig,’ svarer man. Hvad ellers?