Elleve lange afsnit plus en prolog. Det er noget af en mundfuld af en podcast, som Third Ear har lavet. ’Konspirativ kærlighed’ hedder den og er ifølge skaberne en agentsæbeopera. Den handler om Stasi, men knapt så meget om kommunisme kontra kapitalisme under Den Kolde Krig og mere om de tre agenter med dæknavnene Madrid, Ines og Lissabon. Det handler om kærlighed, intriger, snyd og bedrag blandt rigtige mennesker, der springer ud af Stasi-dokumenterne fra Den Kolde Krig, og som Third Ear giver liv og folder ud i kød og blod.
En af agenterne er dansk, bliver der fortalt allerede i prologen, men der kommer til at gå laaang tid, før han kommer på banen. Men det gør egentlig ingenting, for agenten Madrid, der åbner ballet som undercover Stasi-agent og hotelejer i det nordlige Vestyskland, er en fængslende karakter, og hans vej ind i spionbranchen er en brandgod introduktion til hele balladen.
Det går økonomisk halvdårligt på Madrids hotel i 70’erne, så han begynder at aflytte hotelværelserne for Stasi, der kan bruge dokumentation af smudsigheder mellem gæsterne til afpresning. Ifølge de gamle sagsakter hos Stasi foregår der både sexorgier og våbensalg på hotellet: lutter guf, når en vesttysker skal gøres ’erpresbar’.
Mata Hari
Problemet her i første akt er desværre for vores hovedperson, Madrid, at hans optagelser teknisk set er så elendige, at Stasi ikke kan bruge båndene. Her kommer den unge Ines på banen, hun bliver ansat og overhaler Madrid indenom, for hun er yngre, ser bedre ud, og er langt klogere, end han er.
Hun fordrejer hovedet så nemt på de mandlige gæster på hotellet og også senere på Stasi. Og på Madrid som hun bliver gift med og siden skilt fra. Og på den danske agent Lissabon, som hun siden danner både professionelt og privat partnerskab med.
Ines-karakteren er en virkelig fascinerende kvindefigur, der spiller dobbeltspil med alle, til sidst også med Stasi. En vidunderlig Mata Hari, en veritabel femme fatale.
Holdet
Vesttyskerne Madrid og Ines var rigtige agenter, og det står der også i den kæmpe stak dokumenter, i alt 3.000 stk., som Krister Moltzen har været igennem, akter, som han har søgt frem i Stasi-arkivet i Berlin. Danske Lissabon var måske blot IM’er – inofficieller Mitarbeiter – såkaldt uofficel medarbejder for Stasi.
Sammen med tyske Miriam Arndts danner Krister Moltzen makkerpar som fortællere gennem alle afsnittene. Miriam taler dansk, kan læse de tyske dokumenter, mens Krister får hjælp til oversættelsen.
Hvorvidt danskeren Lissabon egentlig var andet end inofficieller Mitarbeiter, bliver ikke helt belyst, men jeg vil heller ikke plotspoile, for det er først i seriens sidste afsnit, at Ines og Lissabon endelig bliver opsøgt af Krister Moltzen og Miriam Arndt, og hvor vi får at vide, hvad der er blevet af den sidste, altså Madrid.
Prægnante og klare
Tim Hinman er meta-fortælleren, der i hvert afsnit sætter historien i gang, en lille smule ironisk med sin tiny engelske accent, der matcher Miriams tyske perfekt. Sammen med Kristers troværdige og jordbundne jyske, går det op i en fin trekantet sprogsymbiose.
Samtalerne mellem Miriam Arndt og Krister Moltzen og deres respektive monologer, om de så sidder på kontoret derhjemme i København med hovederne nede i alle dokumenterne, eller om de er på vej på reportage, er prægnante og klare. Hvem der gør hvad og siger hvad, er nøje defineret. Det handler ikke om at få tiden til at gå, men er et elegant og langsomt drama, der bliver bygget op til med suspense.
Ud over de nævnte står der flere bag produktionen, for eksempel researcher, oversætter, interviewer, og serien er på den måde et glimrende bevis på, at holdarbejde er skidegodt, når hver har sin præcise funktion.
Stemmerne
Det geniale i Third Ears konspirative kærlighedshistorie er ikke det journalistiske. Flere af karaktererne og retssagerne mod dem efter Murens fald har været beskrevet før, også i danske aviser. Det er den ekstremt professionelle måde at fortælle historien på med de mange flertydige lag, fortælleformen, de indlæste stemmer, musikken, miksningen, der er det særegne ved Third Ears produktioner.
Hver sætning er gennemarbejdet. Brugen af skuespillerne er fremragende. Thure Lindhardt læser rapporter og dokumenter op og spiller de officielle Stasi-personager. Rosalinde Mynster spiller Ines på en underfundig og underspillet facon. Dokumentaristen Henrik Bistrup er ligeledes god som danskeren Lissabon i de sene afsnit. Der er aldrig tvivl om, hvem der siger hvad. Det er suverænt produceret.
Virkeligheden
11 afsnit plus prolog og oveni en epilog er på kanten. Et par af de tidlige afsnit bevæger sig for langt væk fra hovedhistorien, selv om vi altid lander på næsten solid grund igen på grund af den professionelle dramaturgi. Et par af de tidlige afsnit har ingen originale interview overhovedet. Det er gengivelser af dokumenter, oplæsning, spil, gætterier.
Det går, fordi det er så godt skruet sammen, men de afsnit, hvori der indgår interview med rigtige personer og originale lydoptagelser, er klart de bedste, her løfter det sig fra sæbeoperaen, og det ved holdet godt, for det bliver sagt.
Der er optagelser med Lissabons gamle ven, som han over for Stasi påstod var atomfysiker, det var han så ikke. At høre ham blive interviewet – ligesom at høre præsten Kaj Bollman blive interviewet, en person, som Ines og Lissabon overvågede i København for Stasi, fordi han var ven af oppositionen i DDR – bringer i den grad alvor ind i afsnittene. Også i Danmark var der agenter men nok flere inofficieller Mitarbeiter, som Lissabon hævder, han var, altså ikke egentlige agenter, men yderste led i det store Stasi-apparat, nogle gange uden de selv vidste det.
Operation Romeo
Third Ear har lavet flere spionhistorier for eksempel Operation Romeo, som også er gennemgående underholdende at lytte til. Serien handler om tre af de 48 sekretærer, man i Tyskland mente var udsat for Stasis Romeostrategi, sekretærer ansat på vigtige poster rundt omkring i ministerier, i NATO og i styrelser, som blev indfanget af Stasi af østtyske charmører. En af Third Ears historier handler om sekretæren Margarete, der arbejder i NATO.
Hun bliver fuppet af en dansk kulturjournalist, hvilket han ikke er, hverken dansk eller kulturjournalist. Det er bare hans coverhistorie. Som sådan intet nyt i denne podcast, som ikke er belyst før i Tyskland, men den danske vinkel, den danske storytelling om Romeo-fænomenet inden for Stasi er igen af Third Ear lavet skidegodt.
Third Ears varemærke er ikke dybdeborende journalistik med nye researchede historier. Det er, og har jeg sagt det før? ja, storytellingen. Det gør det fremragende.
Anna Elisabeth Jessen er dokumentarist og forfatter.
Alle afsnit af Third Ears ’Konspirativ kærlighed’ er nu tilgængelige på din foretrukne podcasttjeneste.