Analyse

Iraks olielov ligger i ruiner

Iraks fremtid ligger dybt begravet i ørkensandet og en forsinket olielov. Samtidig indgår det kurdiske selvstyre olie-kontrakter uden om Bagdad, hvilket underminerer en af de vigtigste forudsætninger for fremgang i Irak. Men Bush virker ligeglad
Udland

I sin tv-tale torsdag aften sagde præsident George W. Bush, at »Iraks nationale ledere får en del fra hånden«.

Som eksempel på de arbejdsomme irakiske parlamentsmedlemmer valgte præsidenten at pege på »delingen af olieindtægterne mellem landets provinser«, som et positivt resultat.

Men Bushs ord var langtfra i tråd med, hvad der foregik mindre end et døgn tidligere i Bagdad. Her forsøgte det irakiske parlament endnu engang at få sat skub i den stærkt forsinkede olielov. Det endte med et kollaps, hvor Iraks olieminister, Hussein al-Shahristani, beskyldte de olierige kurdere for urent trav. Kurderne har sideløbende med forhandlingerne i Bagdad indgået flere nye kontrakter med udenlandske selskaber – senest med det Texas-baserede Hunt Oil Co. De kontrakter er ifølge olieministeren ulovlige.

Kurderne svarede igen ved at kræve Hussein al-Shahristani fyret. Det kurdiske regionale styres talsmand, Khaled Saleh, mente, at olieministeren »blander sig i interne forhold« og hellere skulle forholde sig til de virkelige problemer. Ifølge det kurdiske selvstyre drejer det sig om »den illegale oliesmugling, der under hans (olieministerens, red.) åsyn underminerer den irakiske økonomi«.

Den anklage er ikke helt grundløs. Ifølge den amerikanske regerings statsrevision (United States Government Accountability Office – GAO) forsvinder mellem 10 og 30 procent af Iraks olie ud på sortbørsmarkedet. Det svarer til et beløb på mellem fem og 15 mio. dollar, der dagligt fosser ud af den irakiske økonomi.

Opbrud fra nord

Alligevel handler den kurdiske modstand om meget andet end et korrupt centralstyre. For i det nordlige Irak udfører det regionale selvstyre et stadig mere aggressivt lobbyarbejde for en opdeling af det plagede land. I en række artikler på selvstyrets hjemmesider analyserer ledende kurdiske politikere sig frem til, at den eneste chance for en fredelig fremtid er en opdeling af landet i henholdsvis et sunni-, et shiamuslimsk og et kurdisk autonomt selvstyre. Altså en føderal stat med høj grad af autonomi i de enkelte delstater.

I den forbindelse er olie-loven meget vigtig. Og her er det springende punkt for kurderne ikke den foreslåede fordelingsnøgle, der baserer en fordeling af olieindtægterne på de enkelte provinsers befolkningstal. Kurderne har for længst accepteret at aflevere de aftalte 17 procent af deres olieindtægter til Bagdads olieministerium.

Derimod er ejerskab og kontrol over oliekilderne af langt større betydning for kurderne og deres langsigtede planer for stadig mere autonomi. Det har den kurdiske forhandler, Qubad Talabani, der er søn af Iraks præsident, Jalal Talabani, flere gange præciseret.

»Hvis vi skal underlægges et centraliseret olieregime, så er vi ikke en del af en irakisk stat,« lød den kontante trussel fra Qubad Talabani i juli, da forhandlingerne om en olielov ligeledes faldt sammen.

Kort efter offentliggjorde kurderne deres egen olielov.

Milepæle ude af sigte

I Washington er George W. Bush presset på spørgsmålet om fremgang i Irak. Et pres, som præsidenten selv satte på formel, efter han med beslutningen om den stærkt kritiserede troppeforøgelse i januar meddelte, at »USA vil fastholde det irakiske styre på de milepæle, som de har opsat«.

Heraf var en endelig vedtaget olielov en af de vigtigste milepæle, og Bush truede dengang med at stoppe den økonomiske støtte til styret i Bagdad, hvis ikke loven blev gennemført seneste den 31. juli. Hverken på det eller andre centrale områder er der fremgang. Det viser den seneste statusrapport, der blev offentliggjort lørdag.

Men i stedet for at gøre alvor af – eller blot gentage – truslerne, peger Bush nu på, at der lokalt og regionalt er fremgang i Irak. Det ligner en dårlig undskyldning.

En anden forklaring kunne ifølge New York Times’ klummeskriver Paul Krugman være, at Bush-regeringen simpelthen allerede har anerkendt, at krigen i Irak er tabt og nu forbereder sig på en politisk opdeling af landet.

I hvert fald hænger det godt sammen med, at hans nære politiske fælle, Ray L. Hunt, der foruden af være præsident i Hunt Oil Co. i Texas – som indgik den seneste olieaftale med det kurdiske regionalstyre – også sidder i Bushs rådgivende udenrigsstyrelse, Foreign Intelligence Advisory Board.

Som Paul Krugman skriver, ved Hunt bedre end mange andre forretningsmænd, hvad der foregår og satses på i Det Hvide Hus:

»The smart money ved allerede, at krigen er tabt, og at Irak følger i Jugoslaviens spor. Og jeg har en mistanke om, at de fleste i Bush-administrationen – måske endda Bush selv – tænker det samme,« skriver Paul Krugman.

jel@information.dk