23948sdkhjf

Byggeriet: Savner konstruktører på positivliste

Fem videregående uddannelser inden for bygge- og anlægsbranchen er undtaget fra de nye begrænsninger om dobbeltuddannelse. Dansk Byggeri havde gerne set, at uddannelsen til bygningskonstruktør var kommet med på listen
Det er fortsat muligt at blive el- eller vvs-installatør, bygningsingeniør og landinspektør, selvom man allerede har taget en anden uddannelse på samme niveau.

Der er således blevet plads til en række af bygge- og anlægsbranchens mest efterspurgte uddannelser på en ny positivliste med uddannelser, der er undtaget fra de nye begrænsninger om dobbeltuddannelse, som regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har indført.

Undtagelserne med relevans for branchen er de to korte erhvervsakademiuddannelser som henholdsvis elinstallatør og stærkstrømsinstallatør, diplomingeniøruddannelsen i elektrisk energiteknologi, bachelor- og kandidatuddannelsen til landinspektør samt civilingeniøruddannelsen byggeri på Aarhus Universitet. Man kan altså fortsat søge ind på disse uddannelser, selvom man har en uddannelse i forvejen, også selvom der ikke er gået seks år, siden den første uddannelse blev afsluttet.

Uddannelserne på positivlisten er undtaget, fordi der kan dokumenteres stor efterspørgsel på kompetencerne i erhvervslivet.

Louise Pihl, underdirektør for uddannelse i Dansk Byggeri, er egentlig tilhænger af, at begrænse adgangen til at tage videregående uddannelser nummer to til en liste med få udvalgte. Hun savner dog professionsbacheloren som bygningskonstruktør på positivlisten.

- Hvis beskæftigelsen havde været høj nok, var bygningskonstruktør selvfølgelig kommet med på listen, men vi kan bare se, at der er rigtig stor efterspørgsel efter byggeledere i byggeriet. Og vi ved, at bygningskonstruktøruddannelsen leverer rigtig mange byggeledere til branchen, siger hun til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Håber på flere installatører
Brancheorganisationen Tekniq, der repræsenterer virksomhederne i installationsbranchen, glæder sig over, at de to installatøruddannelser er med.

- Vi kan godt forstå, at der er behov for at begrænse dobbeltuddannelse, men der er stor mangel på installatører, og hvis nogle uddannelser burde være undtaget, er det dem. Der er 100 procent beskæftigelse, og mange har allerede arbejde, inden de er færdige med uddannelsen, siger underdirektør Tina Voldby til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Hun håber derfor, at positivlisten kan være med til at sikre, at der bliver uddannet flere installatører.

- Installationsbranchen er inde i en rivende udvikling, hvor de faglige krav og karrieremæssige muligheder konstant vokser. Virksomhederne higer efter kvalificeret arbejdskraft, og dér spiller el- og vvs-installatørerne en afgørende rolle med deres evne til at kombinere praktisk og teoretisk viden, siger Tina Voldby i en pressemeddelelse.

Erhvervsuddannelserne er ikke omfattet af uddannelsesloftet fra december 2016.

Krav til undtagelse
Videregående uddannelser med et særligt arbejdsmarkedsbehov undtages, hvis:
Nyuddannede fra uddannelserne har systematisk lav ledighed på mindst 5 procent-point under gennemsnittet blandt nyuddannede fra de videregående uddannelser, dog højest en ledighed på 5 procent i syv ud af de seneste 10 år. I år med meget lav gennemsnitlig ledighed er grænsen for ledighed 1 procent.
Optaget på uddannelserne er ikke steget med mere end 50 procent i løbet af de seneste tre år.
Uddannelserne ikke er dimensioneret.
Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet


Positivliste
Uddannelser med relevans for bygge- og anlægsbranchen på positivliste:
Installatør, stærkstrøm (erhvervsakademi)
Installatør, VVS (erhvervsakademi)
Elektrisk energiteknologi (diplomingeniør, professionsbachelor)
Landinspektørvidenskab (bachelor og kandidat)
Byggeri (civilingeniør, kandidat)
De resterende uddannelser på listen ligger primært under områderne økonomi, programmering og softwareudvikling.
Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.234